Jeg faldt over denne model på en modelfly udstilling på Amager, hvor der også var forhandlere til stede. Kassen til modellen var ødelagt af en vandskade og indholdet lugtede fælt af mug. Nogle af metal delene var også begyndt at ruste og skulle udskiftes. Derfor fik jeg den til en rigtig god pris.

Modellen blev “strippet” helt ned til at starte med, da glasfiber kroppen og beklædningen på vingerne var gulnet. Kroppen blev først sprøjte lakeret hvid og derefter er den røde farve sprøjtet på. Alle stafferinger er hjemmelavet. Afdækningen af det hvide inden sprøjtning med den røde farve er tegnet på en PC og derefter skåret ud på en elektronisk plotter der kan skære i plastik folie. Vingerne er beklædt med hvid Orastick og derefter sprøjte lakeret rød efter afdækning med folie. De mørke blå striber er lavet med Orastick.

Udstødningen til boxer motoren er speciel. Der er monteret en forpotte, hvor de to afgange samles i, inden de føres videre over i en indkøbt enkel udstødning beregnet til en 50 ccm. motor. Forpotten er hjemmelavet af et stykke rør fra en Miele støvsuger. Det har den rette tykkelse, så potten ikke bliver for tung og er samtidigt ok at sølvlodde på. Motoren er udstyret med en to bladet Biela 20X10 propel. Der har siddet en tre bladet Biela 18X10, hvilke også dur, men der er mere træk med den to bladet, da den tre bladet 18X10 ikke rigtig kommer fri af den store runde krop. Motoren er i øvrigt “baflet” for bedre køling.

Modellen er blevet yderst vellykket og flyver og lyder fantastisk. Den er støj testet og er i kategori med mindre fly der anvender omkring 10 ccm. gløderørs motorer.

Modellen er i øvrigt udstyret med dobbelt strømforsyning og 6 servoer.

Det er helt sikkert en af mine favorit fly til dato.

  • Type: Graupner / Sukhoi SU-31
  • Vingefang: 210 cm.
  • Vægt: 8 kg.
  • Motor: ZDY 48 ccm Twin